Tusindfryd. Det er lørdag. Klokken er 7:48. Der er elleve etager ned til Langebro, hvor en enkelt cyklist i rød frakke sætter kursen mod Amager. Morgensolen er så småt ved at vække byen. Jeg sætter mig op i vindueskarmen og strækker benene foran mig, men mit blik springer fra det irgrønne brohus og vandrer langs tagryggene på den anden side af vandet.
En husbåd ud for Islands Brygge fanger min opmærksomhed. Jeg forestiller mig at vågne til lyden af vand og en konstant dovent vuggende fornemmelse i kroppen. En motorbåd sender bølger henover kanalens sølvblå overflade. Et sted bag mig tænder Mette bruseren og badevandets plasken forstærker fornemmelsen af morgen og afslappet ro.
Den røde frakke er nu en prik på vej ud af Amager Boulevard. Som Prousts madeleinekage rammer farven et punkt i min erindring og skubber mig baglæns gennem natten til bordet på restaurant Den Lille Fede, hvor jeg netop bliver præsenteret for ret nummer tre: Helleflynder med jordskoggepuré, gelé og tomatbruschetta.
Mette sidder overfor mig. Vi er sammen på vej gennem en smags- og sanseoplevelse af de helt store. Mette samler en lille smule af hver ting på sin gaffel, tager den velovervejet i munden og bryder ud i latter. Det sker flere gange for os begge. Smagen er så afbalanceret og levende, at det er umuligt at lade være med at grine. Af velvære, af lykke, af ren og skær benovelse over at noget kan smage så godt.
At spise her er som at være forelsket. Maden sætter spontant sanserne i bevægelse og pirker små overraskende nuancer og opdagelser frem. I løbet af næsten tre en halv time smager vi os gennem syv retter med tilhørende vinmenu. Alt synes afstemt ned til mindste detalje. Især svampesuppen med østershatte og tørrede tyttebær, den uovertrufne helleflynder og den røgede kammusling, sætter sig fast i erindringen. Vinen understreger, komplimenterer, modsvarer på alle niveauer. Perfekt.
