Det er ikke fordi, filmen er ny. Det er heller ikke fordi, jeg lige har fundet den. Men indimellem skal man give sig tid til at genfinde de ting som betyder noget. Politikerne har i lang tid haft ufattelig travlt med at tale om kreativitet, som den evne, der skal holde os foran i konkurrencen mod andre nationer og økonomier.
Man kan godt mistænke dem for ikke helt at have forstået, hvad kreativitet egentlig er for en størrelse. Eller bare at følge i fodsporene på den såkaldt kreative klasse. For, så at sige, at hi-jacke kreativiteten og spænde den for et kommercielt, samfundsøkonomisk udviklingstog.
Derfor er det fedt at nogle mennesker går den modsatte vej. Playful Spaces er en fin lille film om at overtage et busstoppested og gøre et pendlerknudepunkt, en mellemstation for fortravlede storbymennesker, til et frirum for tanke og krop.
Det er godt tænkt. Godt udført. Og ganske enkelt bare godt, fordi filmen ganske enkelt gør opmærksom på, at kreativitet ikke kun er det konkurrenceparameter forskellige ledere gerne vil have os til at bruge til at udfordre og konkurrere mod hinanden. Kreativitet er også et demokratisk værktøj, som kan bringe os nærmere hinanden. En gynge i et busstoppested er ligesom vinterens første pludselige snefald. Et fælles perspektiv. Et smil til en fremmed.
