Kedsomhedens anatomi

Findes der noget værre end at kede sig? Nej vel?! Vi taler ofte om at slå tiden ihjel og opfatter kedsomheden, som en tung byrde, vi for en hver pris må undgå. Kedsomheden er uhåndgribelig. Kedsomheden er liv inficeret med intethed. I kedsomheden konfronteres vi med vores relation til evigheden. Kedsomheden er ubærlig, fordi vi ikke magter at håndtere den. Kedsomheden er nulpunkt. Kedsomheden er også et udpræget kulturelt fænomen, som opstår i vesten omkring 1750, hvor vi mest opfatter nulpunktsoplevelsen negativt og søger adspredelsen som værn. Helt anderledes er oplevelsen af intetheden i f.eks. zen-buddhismen, hvor det højeste stadie af indsigt netop repræsenteres ved tomhed/uendelighed.

For Søren Kierkegaard er kedsomheden dæmonisk, i Japan betegner begrebet “kodokushi” død som følge af ensomhed og kedsomhed, men ifølge litterater som, den (sandsynligvis) fiktive, William Enderby og Joseph Brodsky kan nulpunktet og kedsomheden også være et afsæt for kunstnerisk udfoldelse og en positiv kraft bag udfoldelsen af kreativitet – som man ser det hos Jørgen Leth, Milan Kundera og Haruki Murakami.