For nogle måneder siden bestilte jeg Alison Bundys kortprosasamling Duncecap fra det lille amerikanske forlag Burning Deck Press. Da den bestilte bog kort efter dukkede op i min postkasse, opdagede jeg til min glædelige overraskelse, at forlæggeren (forlaget er så lille at samme person varetager alle funktioner fra design af bøger til salg) havde sendt to ekstra bøger med i pakken. Begge så umiddelbart interessante ud, men da jeg ikke havde tid til at kaste mig over dem med det samme, endte de i første omgang på hylden, sammen med andre tilfældige fund og nyindkøb – hvorefter jeg prompte glemte alt om dem.
Lige indtil den dag i sidste uge, hvor jeg pludselig stødte på et undseeligt lille bind med titlen Skyblue's Essays placeret øverst på min vildtvoksende bogreol. Det vidste sig at være et a disse lunefulde øjeblikke, hvor noget ukendt pludselig giver adgang til nye veje og tanker. Jorge Luis Borges betegner litteraturen og læsningen, som en have af forgrenende gange, et kontinuerligt projekt, der hele tiden leder til nye valg, nye veje, nye indsigter og udsigter.
Jeg fandt mig selv på vej gennem et forord undertegnet Peter Solomon Seiltanzer (aka Skyblue the Badass) – et forord med en evindelig lang takkeliste med både faktiske og muligvis fiktive filosoffer, forfattere og kunstnere – fra Skt. Augustin, Sokrates, Addison og Montaigne (faktiske) til Anna Mophilus, William Weary, Agatha Theresa Seiltanzer og (fill in any name here) (potentielt + åbenlyst fiktive). Herefter begyndte jeg at bladre og læse på må og få i de mange korte essays i bogen, mens et stadig bredere smil stædigt bredte sig over mit ansigt.
Skyblue's Essays af Dallas Wiebe er en lille perle fra 1995, som på mange måder repræsenterer de egenskaber jeg værdsætter mest ved litteratur – de små essays er på en gang tankevækkende, vidende, velskabte og fra tid til anden hysterisk morsomme. Her f.eks. Skyblues rablende essayistiske fabuleringer over knækkede snørrebånd:
“A broken shoelace is thus the sign of imminent greatness. While putting new laces in his shoes, Homer thought of Odysseus. While threading new laces, Aristotle thought of the Metaphysics. While tying firmly his new laces, Ovid thought of The Metamophoses. When John the Babtist put new laces in Christ's shoes, Christ realized that he was the son of God. While putting in new laces in their shoes, Dante conceived the Paradise, Shakespeare imagined Sir Andrew Aguecheek, Milton understood Paradise Regained, Blake thought of “Jerusalem” and William Carlos Williams thought of Paterson. While imagining a pair of shoes and imagining that he was putting new laces in them Alfred Jarry conceived Pére Ubu. Just yesterday, I myself put new laces into my shoes and I conceived this essay.”
Skyblue sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe – men netop storhedsvanviddet og den ubetalelige bedrevidenhed – er en stor del af charmen i essaysamlingen.De mange essays kan sagtens læses i vilkårlig individuel rækkefølge, men udvikler en særegen form for narrativitet, hvis man går kronologisk frem. Alene den omfattende brug af pseudonymer peger i mange forskellige intertekstuelle retninger – Peter Solomon Seiltanzer: Peter, yndlingsdiciplen – tvivleren; Salomon – den retfærdige vise logiker; og Seiltanzer – det tyske ord for linedanser.
Skyblue's Essays er en hårfin balancegang – en linedans mellem det vittige og det rablende, det lærde og det absurde, det hverdagsagtige og det surrealistiske – mens identiteter svæver frit i luften. Særlig tydeligt bliver dette i “Skyblue's Essay on Confession” som selv begynder med en bekendelse:
“I have a confession to make. I present myself to this world as Peter Solomon Seiltanzer. I'm sometimes called “Skyblue” or, at certain times, “Skyblue the Badass”. I am an Assistant Professor of English at the University of Cincinnati. I have never published a thing, so I will probably retire at that rank. No one seems interested in my special study “Pastoral Dichotomies and Ambivalences in Small Farm Apprehensions.” I live in a one-room apartment in Riddle Road in Cincinnati, Ohio. My only living relative is Ben Kitzler, who is the town drunk in Newton, Kansas. […] My apperance is what I just said. My reality is otherwise. And that is my confession.”
Fabelagtigt (i alle ordets betydninger). Fly mig mine himmelblå. Lad os alle læse og juble:-)
Dallas Wiebe, Skyblue's Essays (1995) kan bestilles online hos Burning Deck Press.
