I
Toget kører for enden af vejen. To gange i timen. Hver anden gang i din retning. Jeg ved, hvordan du ser ud. Jeg kender navnet på din gade. Jeg ved, hvor den ligger men i den forkerte by. Jeg kender dit navn, din gade, din by, men ved kun, at der er en gade med det samme navn i en anden by, og jeg ved, at det er den, jeg ved hvor er.
II
Hvorfor er det præcis denne skov som minder så meget om dig? Og ikke en hver anden? Er det egetræerne? Gamle med saltgrå blade. Luften? Lyden af hav? Hver gang jeg står her, er det dit ansigt, der tegner sig i mit blik. Stilheden er din stilhed. Det grå, det brune, det grønne er dine farver. Lugten af hav og salt og mos og jord din lugt.
III
Dit fravær breder sig blandt køkkenbordets krummer og utensilier.
IV
Toget kører for enden af vejen. To gange i timen. I begyndelsen hørte jeg det nærme sig og forsvinde. Voksende aftagende murren. Nu hører jeg det ikke mere. Ikke ofte. Hver gang har jeg lyst til at cykle ind til stationen. At finde det sted jeg ved hvor er men kun i den forkerte by.
V
Jeg kunne spørge om vej. Men det vil jeg ikke. Det ville være forkert at en anden skulle vise mig hen til dig. Vi kender jo hinanden så godt, at det ville være unaturligt, hvis jeg ikke kunne finde dig. Selv her i den fremmede by, hvor gaderne ligner hinanden som væggene i en labyrint. Navnene skifter fra bygning til bygning. Jeg kunne spørge en eller anden, om de kender dig, men så ville jeg bare give mig selv til kende. De ville vide, at jeg leder efter dig, at jeg ikke kan finde dig, selvom vi kender så godt, at det ikke kan være rigtigt, du er væk.
VI
Der står det. Rødt på hvidt med et afskallet hjørne og blankslidte kanter. Jeg sætter mig på fortovet og venter. Jeg ved, det er på den tid, du kommer. Navnet er dit. Gaden passer. Jeg går i stå.
