Græs – Vandretur i litterære klimazoner

en våd græsplæne og mig
det blir dejligt at træde ud på den
her lugter af ahorn

det nemme og det ensomme
ik dø for egen hånd ik eje sig selv fuldstændig
det lovmæssige og pligterne
sørge for te og appelsiner til de syge at livet kommer udefra

morgenens tidligste vand

nerverne er galere end jeg

Asta Olivia Nordenhof, Det nemme og det ensomme (2013)

Ligesom ordet hav, der slet og ret betyder “det der hæver sig” er der noget fundamentalt ved græs.

Smag på ordet. Det dufter nyslået. Det knitrer gult om benene. Betegnelsen for den lille “frøplante med oftest hule stængler (strå), med lange, smalle blade og med små blomster i form af småaks samlet i blomsterstande (aks, duske eller toppe)” er udbredt i hele det germanske sprogområde og kan spores via norrønt gras tilbage til det indo-europæiske ord greH, som betyder “at vokse” eller “at blive grønt”.

Græs-familien (Poaceae) er en plantefamilie i græs-ordenen. Men ca. 10.000 arter i mere end 650 slægter er den en af de største familier inden for blomsterplanterne. De er udbredt i alle verdens klimazoner.

Mange arter af græsser hører til de ældste nytteplanter og er siden tidernes morgen af livsvigtig betydning for mennesket. Alle kornsorter som hvede, rug, byg, havre, hirse, majs og ris medregnes til denne plantegruppe. Landskabsformer som enge, overdrev, stepper og savanner præger store dele af verdens landskaber.

Litterære klimazoner

Læreplanen i dansk kan godt føles lidt som at skue ud over et gigantisk landskab med forskellige klimazoner og biotoper. Derfor kan jeg godt lide undervisningsforløb, som bruger en lidt skæv vinkel til at undersøge litteratur og kunst fra mange forskellige perioder og steder.

Af samme grund har jeg længe haft lyst til at lave et forløb om græs. Ligesom græs findes alle steder på kloden, findes græsset i litteraturen på tværs af tid og rum. I Vølvens spådom bliver græsset billede på tomheden i urgabet Ginnungagab før verdens skabelse.

I Aldres Old Ymer bygged;
ei var Sand, ei Sø, ei svale Vover;
Jord ei havdes; ei høi Himmel,
Ginnungs gab var, men Græs ei saaes.

Vølvens Spådom

I eddadigtene, som blev nedskrevet på Island i det 13. og 14 århundrede, er græsset et grundelement på linje med vand, luft og jord. Fravær af græs er fravær af liv og peger altså også i retning af den norrøne ligestilling af græs med vækst og grønhed.

Læs også: Digte i radioen: Turell, Tafdrup og Inger Christensen

Træet og netværket

I moderne tid har græssets rodstruktur inspireret rhizombegrebet, som den franske filosof Gilles Deleuze og psykoanalytikeren Félix Guattari introducerede i hovedværket Tusind plateauer (1980). Rhizomet er en rodnetsformation, hvis karakteristika er, at der ikke er noget centrum. Dette findes f.eks. under en græsplæne. I modsætning til et træ, hvor roden bringer næring til én central struktur (stammen og kronen), er rhizomet drivkraft for vækst gennem netværk – hvori forbindelser kontinuerligt knyttes, opløses og genopstår. Deleuze og Guattari bruger rhizom-metaforen til et opgør med den traditionelle vestlige filosofi, der siden Platon har været forankret i forestillingen om en vertikal opdeling mellem fænomenernes og idéernes verden.

• 

• 

• 

• 

Græsset vokser således ud af naturen og ind i kulturen, ind i kunsten, ind i litteraturen. Den amerikanske digter Emily Dickinson slår f.eks. bro mellem naturen og den menneskelige forestillingsevne i billedet af de endeløse græslande i USA:

To make a prairie it takes a clover and one bee,
One clover, and a bee.
And revery.
The revery alone will do,
If bees are few.

Emily Dickinson

I Bente Clods danske oversættelse lyder digtet: “For at lave en prærie kræves der en kløver og en bi / én kløver og én bi og drømmeri. / Og kniber det med bier / er det nok med drømmerier.”

For Emily Dickinson er præriens græsland altså i lige så høj grad et mentalt som et fysisk rum. I digtet giver naturens vækst og regenerationsprocesser næring til digterkunsten og informerer fantasien. Det er nok at gå for vidt at kalde Dickinson øko-digter, men i et nutidigt perspektiv med klimakrise og svindende biodiversitet, er det interessant, at Dickinson ser frem mod en tid, hvor naturens bevægelser går i stå og må erstattes med drømmeri.

Man kan selvfølgelig også læse Dickinsons præriefantasi som et erotisk digt. Det centrale tema er forplantning og det er mødet mellem bien, blomsten og tanken, der for seksualiteten til at vokse. Men tanken/lysten er det vigtigste. I fraværet af en partner må fantasien alene gøre arbejdet. Interessant nok skriver Emily Dickinson om kvindelig selvtilfredsstillelse på et tidspunkt, hvor kvinders seksualitet var et tabubelagt område.

I det hele taget går græsset igen som motiv i mange engelsksprogede værker. Walt Whitman kaldte sit vildtvoksende livsprojekt Leaves of Grass (samlingen findes i en delvis dansk oversættelse under titlen Til græsset ved søens bred er jeg flygtet); i bogserien Det lille hus på prærien fortæller Laura Ingalls Wilder i lange passager om uendelige vidder af græs og himmel, mens William Blakes salme ‘And did those feet (Jerusalem)‘ sætter industrialiseringens “dark satanic mills” op mod de guddommelige engelske græsgange.

Hos den amerikanske modernist Carl Sandburg er græsset metafor for død og glemsel. I digtet “Grass” fra 1918 indtager græsset en kompleks rolle. For det første symboliserer græsset det nye liv der vokser frem på slagmarken og efterhånden sletter ethvert spor af krigens gru. Men det er ikke nødvendigvis en god ting, for når vi glemmer historien er vi dømt til at gentage den. Og det er netop pointen med de mange gentagelser i Sandburgs digt. Krigen og brutaliteten vender igen og igen tilbage. Lad blot krigen pløje menneskene ned, siger græsset, jeg skal nok dække smerten med skønhed.

Pile the bodies high at Austerlitz and Waterloo.
Shovel them under and let me work—
                                          I am the grass; I cover all.

And pile them high at Gettysburg
And pile them high at Ypres and Verdun.
Shovel them under and let me work.
Two years, ten years, and passengers ask the conductor:
                                          What place is this?
                                          Where are we now?

                                          I am the grass.
                                          Let me work.

Carl Sandburg, Cornhuskers (1918)

Også den tyske fantasiforfatter Michael Ende beskæftiger sig indgående med græs. Atreju – en af hovedpersonerne i Den uendelige historie – hører til blandt grønhuderne. Et folk i så nær symbiose med Fantásiens prærieland – Græshavet – at deres hud tager farve efter den omkringliggende slette. Grønhuderne lever at at jage purpurbøfler og er gennem komplimentærfarverne rød og grøn lige så knyttet til byttedyret, som til deres habitat.

Den synæstetiske oplevelse

Jeg tror de fleste forbinder duften af nyslået græs med noget positivt (beklager pollenallergikere). I hvert fald er der meget der tyder på, at græs kalder på synæstetiske oplevelser. Et godt eksempel på sanseblanding er Carl David Wirséns salme “Det dufter lysegrønt af græs” (1889). Her åbner førstelinjen for en sansemættet oplevelse af sommer, livsfylde og panteisme:

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.

Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.

Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.

Carl David Wirsén

Henimod slutningen af Tom Kristensens roman Hærværk (1930) har hovedpersonen Ole Jastrau en lignende sansemættet oplevelse af sommer og livsfylde, da han bagstiv og ekstatisk er på biltur i København med sin drukmakker Den Evige Kjær. Bilturen er præget af den ekspressionisme, som Rudolf Broby-Johansen i sin forsvarstale for Blod, definerer som en form for neo-romantik. Billedsproget og beskrivelsen af sommeren kan derfor flere steder minde en del om “Det dufter lysegrønt af græs” selvom livsfylden er forbigående og spiritualiteten er frembragt med alkohol.

Kort efter bilturen med Kjær finder Jastrau sig selv liggende på en vold i nærheden af Langebro. “Hvor det åndede dejligt af vand og himmel. Fuglene rørte sig i løvet. Han fandt en plet græs og et træ, der hældede ud over voldgraven. Det træ var godt som fodstykke. Og så kunne han ligge og se den blege, blå himmel. Der var nogle urolige, mørke skyer. Og under skyerne trak nogle kolde luftninger. Og hjemløs og uden husly. Og herberg for hjemløse. Og sådan kan det gå. Det løb ham koldt ned af ryggen. Et subjekt med jord og vissent græs på tøjet. Et subjekt i naturen, og…”

• 

• 

Scenen minder om Tom Kristensens digt “Græs” fra samlingen Verdslige sange (1927). Det religiøse element er vendt rundt, men billedsproget tegner omridset af en lysende naturkatedral og oplevelsen er ikke mindre spirituel:

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.

Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar vit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

TOm Kristensen, Verdslige sange (1927)

Sammenlign også med et af Per Højholts græsværker med titlen “Mellem ørerne”:

Jeg har sat mig ud her ved gavlen
for at blive dummere

eller i hvert fald lille, gerne mindre
end græsset, helst kun eet

med naturen. Men der er ingen forskel
mellem forskellene.

Fuglene synger, det lysner i øst,
a/s græsset vokser hørligt.

Per Højholt, PRAKSIS 1: Revolver (1977)

Eller dette fra Eske K. Mathisen:

”Det er næppe til ære for mig,
at elleve himmelblå engelskgræs
hver dag stiller sig op i den stride blæst
og uafbrudt nikker velkommen,
velkommen på strandstien. Men jeg
nikker alligevel høfligt igen,
og begynder min vandring langs havet.”

Eske K. Mathiesen, “Edderkoppen” (2013)

Lys og Græs

Man kan ikke beskæftige sig med græs og litteratur uden at nævne Inger Christensen i samme åndedrag. Digterens to første samlinger Lys (1962) og Græs (1963) er hovedværker i dansk græsdigtning. Og forløbet her ville aldrig have set dagens lys, hvis ikke jeg en sommermorgen var blevet rørt til tårer af Inger Christensens sonnet “Som var mit sind lidt græs der blev fortalt”. Det digt har jeg behandlet andre steder, så det får ikke mere plads i denne artikel.

• 

• 

Som titlerne Lys og Græs antyder interesserer Inger Christensens tidlige digte sig for naturens grundelementer og de absolutte rammer for menneskets interaktion med jorden. Dette bliver aldrig tydeligere end i digtet “Under en by”:

Under en by
det store forløb
som ikke er vores

Under en sten
de hvide rødder
som bærer os

Ser jeg på græsset
ser jeg det usikre

Død som er uden retning
Liv som er uden retning

I græsset børn og fugle

INger Christensen, Græs (1963)

I Inger Christensens univers er græsset ligeglad med menneskene. Græsset danner ildevarslende netværk under vores konstruktioner af liv, som hele tiden er på nippet til at bryde igennem. I naturens orden er liv og død biologiske processer uden formål eller retning. Princippet er destruktion gennem liv, som når vand skærer jordskorpen igennem eller græs og rødder bryder klipper itu.

Den bedste illustration af dette princip finder man, efter min mening, på øen Hashima i Japan. Hashima var engang den mest tætbefolkede by i Japan, men da kulminen, som holdt økonomien i gang, var udtømt, forlod folk byen fra den ene dag til den anden. I dag er Hashima en ubeboet ø og naturen er langsomt ved at tilbageerobre huse og pladser.

Læs også: Analyse og nærlæsning af tekster

Forstadspanik

Nu skal det jo ikke være spiritualitet det hele, så derfor er vi selvfølgelig også nødt til at vende blikket mod plænegræs, ligusterfacister og opgøret med forstadspænheden. Et bud er selvfølgelig Helle Helles novelle “Der kunne være græs” fra Rester (1996). Et andet er et par af mine personlige favoritter – nemlig den bedste græsrelaterede Wulffmorgenthaler stribe nogensinde og Jens Blendstrups fabelagtige vanvidsundersøgelser i “Græsslåning 1”.

Og endelig kommer man vel ikke uden om åbningssekvensen til David Lynchs mesterværk Blue Velvet, når talen falder på emnet græs og forstadslivets ubehageligheder.

En skønsom blanding af kunst og litteratur om græs

Kunst

Kathrine Ærtebjerg, “Lys Græs” og “Plukker vilde jordbær” (Maleri)
David Shrigley, “Imagine the Green is Red” (Fotokunst)

Litteratur

Asta Olivia Nordenhof, “det nemme og det ensomme” (Lyrik)
Carl David Wirsen, “Det dufter lysegrønt af græs” (Salme)
Emily Dickinson, “To make a prairie it takes a clover and one bee” (Lyrik)
Emily Dickinson, “On my Volcano Grows the Grass” (Lyrik)
Ernest Hemingway, “The Snows of Kilimanjaro” (Novelle)
Eske K. Mathiasen, “Det er næppe til ære for mig” (Lyrik)
Helle Helle, “Der kunne være græs in Rester. (Novelle)
Inger Christensen, Græs (digtsamling) 
Inger Christensen, “Som var mit sind lidt græs der blev fortalt” (Lyrik)
Jens Blendstrup og Frodegruppe 40, “Græsslåning 1 og 2”  (Lyrik)
Jeppe Aakjær, “Jeg er havren” (Lyrik)
Jeppe Aakjær, “Jeg lægger mig i læet her ved storrugens fod” (Lyrik)
Karen Blixen, “Skygger i græsset” (Roman)
Morten Nielsen, “Gult græs mod solen” (Lyrik)
Per Højholt, “Akvarel” (Lyrik)
Per Højholt, “Mellem ørerne” (Lyrik)
Peter Laugesen, “Langt græs” (Lyrik)
Peter Laugesen, “Græs” in Livord (Essay)
St. St. Blicher, “Brudstykker af en landsbydrengs dagbog” (Novellesamling)
Stephen King, The Lawnmover Man” (Novelle)
Tom Jones, “The Green Green Grass of Home” (Sangtekst)
Tom Kristensen, “Græs” (Lyrik)
Tom Kristensen, “Henrettelsen” (Lyrik)
Ursula Andkjær Olsen, “Skønheden hænger på træerne” (Lyrik)
Walt Whitman, Leaves of Grass (Digtsamling)
Walt Whitman, “Til græsset ved søens bred er jeg flygtet” (Digtsamling)

Pot, tjald og nye højder

Afroman, “Because I Got High” (Rap)
Bikstok Røgsystem, “Penge på græs” (Rap)
Snoop Dogg, “With bags of grass” (Rap)

Andet

Den store danske, “Græsfamilien” (Leksikonopslag)
Det gamle testamente, Salmerne 113; 15: “Som græs er menneskets dage” (Bibelcitat)
P1 Natursyn (Radioprogram/Podcast)
Plast.dk, “Kunstgræs er skidt for miljøet” (Blogpost)

Film

David Lynch, Blue Velvet (1986)

Bonustip

Græs er også godt til at arbejde med kognitive metaforer og træning af sprog gennem oversættelse af f.eks. engelsksprogede digte.