Hvad er der lige med Free Solo? Jeg har set filmen 4 gange. Jeg ved, at Alex Honnold stadig lægger nye billeder på sin Instagram her tre år senere — og alligevel; alligevel kommer der et tidspunkt i løbet af dokumentaren, hvor jeg uvilkårligt tænker: “Fuck, bare han klarer den!”
Måske ligger en del af forklaringen i den enkle præmis? I hvert fald er der noget stærkt dragende ved tanken om det absolutte. I Free Solo er der perfektionen eller døden. Der er intet spillerum mellem de to positioner. Denne artikel handler om, hvordan Jimmy Chin og Elizabeth Chai Vasarhelyis dokumentar fra 2018 om klatreren Alex Honnold er blevet min yndlingsfilm — og hvorfor du skal tage den med ind i undervisningen.
SPOILER ALERT | Artiklen kaster et analytisk blik på Free Solo som dokumentar. Hvis du gerne vil opleve filmen rent, skal du nok vente til bagefter med at læse videre.
Free Solo følger Alex Honnold, mens han — som den første nogensinde — forbereder sig til at bestige den 914 meter høje granitvæg El Capitan i Yosemite Valley uden reb. Ja. Du læste faktisk rigtigt. Der er ikke nogen form for sikkerhedsudstyr involveret. Free soloing er den farligste og mest intense form for bjergbestigning overhovedet og kun et fåtal af verdens bedste klatrere kaster sig ud i det. Ved free soloing er klatreren i bogstaveligste forstand alene med væggen.
Hele projektet lyder som det glade vanvid, men det er også en ekstremt fængslende historie om at søge det sublime.
Læs også: A Sense of Place – film analysis and methodical point of view
Den perfekte tragedie
Én af de ting der hæver Free Solo langt ud over den typiske sportsdokumentar ligger i hele setuppet omkring filmen. For det første er den blændende godt fortalt. Derudover er den monumentalt smuk. Endelig er filmens præmis hugget ud af samme grundfjeld som den græske tragedie. Alex Honnold er den exceptionelle ener i kamp med naturkræfter der meget større end han selv.
Omstændighederne omkring projektet er ikke mindre exceptionelle. Normalt klatrer Alex alene på sine soloekspeditioner. Normalt har han ikke en kæreste. Normalt er bjerget ikke El Capitan.
Denne gang er intet normalt. Alex skal klare sin hidtil største udfordring foran et kamerahold bestående af hans bedste venner. Han skal balancere, træne og fokusere. Samtidig skal han lige lære at kommunikere med sin nye kæreste Sanni. Og så skal han komme sig oven på en kraftig forstuning af foden. Alex — manden der aldrig gør noget uovervejet — har nemlig haft to pludselige faldulykker inden for en måned.
Let’s hope it’s a low grativity day
“The headspace of free soloing is so fragile, what if we do something to jeopardize that?” siger instruktøren Jimmy Chin. Free Solo ligger et eller andet sted i mellem portrættet og den poetiske dokumentar, men filmen er også i høj grad en metarefleksion over etikken i dokumentargenren. Ingen af de involverede er i tvivl om, at døden aldrig er mere end få millimeter væk, når Alex Honnold klatrer.
Derfor stiller kamerafolk, instruktører og træningspartnere også konstant spørgsmålstegn ved deres rolle i projektet. Kan jeg leve med, at min ven måske falder, mens jeg filmer? Hvad nu hvis jeg gør et eller andet, der bryder hans koncentration? Er det etisk korrekt at lave en film om free soloing, når det nu er så farligt?
Alex’ ven Tommy Caldwell, som selv er en af verdens bedste klatrere og hjælper Alex med at kortlægge ruten op af El Capitan, framer spørgsmålet ud fra et moralsk perspektiv:
Tons more people have died and Alex is kinda the most likely to die. But I know he’s gonna do it, so I’d like to be there to help him prepare as well as he can. If he went to solo it, and fell, and died, and I hadn’t helped him prepare that would be harder for me, cause I just know that I’m one of the people who will be able to do that the best with him and so I should.
TOmmy Caldwell
Vennernes frygt holder et spejl op for risikoen ved projektet. Personligt ser Alex Honnold spørgsmålet om frygt og død i et andet lys. Han træner for at udvide sin comfort zone, til alt bliver second nature og han kan træde igennem frygten. Han træner indtil hver eneste sekund på væggen indgår i en nøje koreograferet serie af bevægelser og han opnår perfektion.
Kærlighedens pris
Metarefleksionerne og de mange fortællinger om døde bjergbestigere, som krydser ind og ud af Free Solo er et vigtigt virkemiddel i filmens opbygning af suspense. Endnu mere centralt står spørgsmålet om kærlighedens pris. Samtidig med forberedelserne til soloturen på El Capitan indleder Alex et forhold til Sanni McCandless (nej, hun er ikke i familie med Christopher) og skal lære at dele sit personlige rum med et andet menneske.
De to har det grundlæggende godt sammen, men kærligheden har en pris. Den følelsesmæssige relation til Sanni får det mentale panser Alex har opbygget for at kunne friklatre til krakelere. Sanni er ikke klatrer – altså ikke sådan rigtig klatrer – og hun er både direkte og indirekte skyld i de to skader, Alex pådrager sig under træningen.
Dermed bliver kærlighedshistorien også et interessant twist på filmens grundfortælling. I Free Solo bliver det normale — forelskelsen, trygheden i forholdet til et andet menneske og ganske almindelige dagligdags handlinger — til en stressfaktor og kilde til tvivl. Alex’ mentale fokus er bogstavelig talt en livsnødvendighed. Kan kæreste og klatring overhovedet sameksistere?
Sanni: I wanna have like this more holistic approach: ”Oh you know, we are all gonna die. We might as well do what we want to do while we’re here. It’s okay when people die.” But I feel like, I want you to meet me halfway – and when you solo to take me into the equation. And then…
Dialog fra Free Solo
Alex: Is there a question?
Sanni: There is going to be.
Alex: Okay.
Sanni: Would putting my into the equation actually change anything? Would you actually make decisions differently?
Alex: If I had some kind of obligation to maximize my lifespan, then obviously I’d have to give up soloing.
Sanni: What is me asking you? Do you see that as an obligation
Alex: No. No.
Læs også: Virkeligheden i virkeligheden
Habitats
Forholdet mellem Sanni og Alex giver filmen mulighed for at undersøge Honnolds autist-agtige fokus i mødet med almindelige livsbegivenheder. Da parret køber hus sammen, pludrer Sanni ivrigt løs om boligindretning og sofagrupper, mens Alex forsvinder ind i sin telefon. Kontrasten mellem hans usikre adfærd mellem køkkenutensilierne og den lethed han bevæger sig med i bjergene er slående og understreger, hvor meget Yosemite er del af Alex.
Middelklassenormalitet med kernefamilie og forbrug er en fremmed verden, naturen og bjergene er Alex’ naturlige habitat. Til trods for vanskelighederne anerkender Alex dog at forholdet til Sanni er godt for ham. Dels er hun “small and cute and brightens the place up”, men Sanni lærer ham også at udtrykke følelser, at kommunikere bedre og finde en mere naturlig plads i normaliteten. Sanni er også vigtig, fordi hun respekterer Alex’ livssyn selvom hun er bange for at miste ham.
Look. I don’t want to fall off and die either, but there is a satisfaction in challenging yourself, in doing something well. That feeling is heightened when you are for sure facing death. You can’t make a mistake. If you’re seeking perfection, free soloing is as close as you can get. And it does feel good to feel perfect, like for a brief moment.
Alex Honnold
Muligheder i undervisningen
Hvis du stadig læser, er du nok ikke tvivl om, at jeg synes, Free Solo er en vanvittigt fascinerende film. Derfor giver den selvfølgelig også mange muligheder i undervisningen både i forhold til genre, fortælleteknik, karakterer og de mere tekniske aspekter ved filmanalyse.
Filmen kan finde en naturlig plads i tværfaglige forløb og projektopgaver med f.eks. psykologi og idræt. Og — sidst men ikke mindst — er den et oplagt valg til masser af tematiske forløb i både dansk og engelsk f.eks.:
- Højere, hurtigere, længere – idræt og præstationskulturer
- Menneske vs Natur
- Det perfekte menneske
- Kærlighedens pris
- Tragedier
- Det sublime – fra romantik til senmodernitet
- Outsidere og alternative leveformer
Ekstremsport vil altid røre ved grænserne af det etiske, tror jeg. Personligt har jeg et problem med folk der beslutter at krydse indlandsisen til fods eller sejle i robåd over Atlanten, fordi der et eller andet sted ligger en forventning om, at samfundet stiller sig til rådighed, hvis noget går galt. Er det en menneskeret at klatre i bjerge eller ro over Atlanten, hvis en mulig redningsaktion bringer andres liv i fare?
Den — og mange andre diskussioner der kan opstå på baggrund af Free Solo — synes jeg nok er værd at tage.
Læs også: Gravitationally Challenged: Om cykling og kropskultur
