I 1990erne var jeg die-hard postmodernist og elskede næsten Jacques Derrida, Gilles Deleuze og Jean Francois Lyotard højere end min vidunderlige kat Hamish. Dengang ville jeg have smilet overbærende, hvis folk mente de kendte “sandheden”. Jeg ville have citeret dekonstruktive tænkere og gjort opmærksom på begrebet différance og bortfaldet af de såkaldte grand narratives.
Sandheden findes ikke ville jeg (u)tålmodigt have forklaret den stakkels ignorant. For alt er et spørgsmål om perspektiv og derfor findes der kun sandheder. (Pluralisering af substantiver var en slags holdsport på universitet og bevis for vores dybe indsigt i den sproglige konstruktion af verden). Sandhed(en) var et ideologisk projekt som positivister og empiriske videnskabsfolk havde fundet på i oplysningstiden. I virkeligheden dækkede sproget over en række skjulte magthierarkier, som vi måtte afdække og udstille i al deres meningsløshed.
Med ironisk distance ville jeg fortælle historien, om dengang Umberto Eco var til konference med Jacques Derrida. Efter arrangementet kørte Derrida Eco til stationen – og denne var glad for at konstatere banegården faktisk fandtes. Jo den historie kunne nok bringe et smil på læben.
Held vore fanebastarder
Fra universitetet rejste vi hujende ud for at bygge en verden så skøn som en sønderskudt banegård. Vi indtog vores retmæssige pladser blandt meningsdannerne, journalisterne og de professionelle eksperter. Vi bekymrede os ikke så meget om indholdet, men brugte tiden de retoriske virkemidler. Talens form blev dagens vigtigste talking point. Analysen og den dybdeborende journalistisk blev afløst af den politiske kommentar med sin skønsomme blanding af projektion og retoriske floskler.
Vi fik børn og købte hus. I rollen som forsørgere ville vi give børnene en lysende fremtid. Glædestrålende og reformivrige lod vi os ansætte i embedsværket. Fra denne magtposition begyndte vi at hjælpe de næste generationer fri for bekymring. Vi opløste tid, rum og køn. Vi opfandt internettet. Kommunikation og retorik kom på dagsordenen i alle læreplaner.
Sandheden fandtes jo ikke – og derfor var der selvfølgelig også mange måder at lære på – ingen bedre end andre. Børnene skulle finde deres egne spørgsmål. Vi præsenterede dem blot for forskellige metoder, og så kunne de selv vælge den, de følte var bedst for dem. Ingen gad lære korrekt engelsk og derfor besluttede vi at undervise i alle de regionale varianter af sproget, hvor man ikke havde behov for -s i tredjeperson ental. Vi grinede henykte over RokokoPostens metafiktive genrehybrider. Vi gav Barack Obama Nobelprisen, fordi han var god til at holde tale.
Læs også: The Nonfiction Guide: Gode tekster til din engelskundervisning
Nogle sandheder er mere sande end andre sandheder
Men så opdagede vi at skruppelløse individer havde taget os på ordet. Nogle af vores børn blev voksne og syntes, at vi var gået for vidt. De begyndte at skrive romaner og digte uden fiktion. De fortalte deres egne historier og insisterede på, at sproget opstod i en krop – der ligesom Umberto Ecos banegård – faktisk eksisterede. En dag vågnede vi op i en hyperpolariseret verden fuld af propaganda og fake news. Vi opdagede, at de algoritmer vi havde bygget til at give os mere af det samme, faktisk gav os mere af det samme. Vi opdagede, at vi var ved at dø af fiktion. Tåberne der troede på sandheden valgte @RealDonaldTrump til deres leder.
Trumps medierådgivere havde også gået universitetet. Der havde de set, at vi elskede luftkasteller. De havde set, at vi elskede at bygge flotte konstruktioner med sprogets Legosæt. Rædselsslagne så vi nu til, mens propagandamaskinen præsenterede alternative facts for de stakkels tåber, som troede på, at sandheden blev fordrejet af the lamestream media. Med kynisk akkuratesse valgte Trumps medierådgivere deres egne Legoklodser og byggede groteske karikaturer af vores idealer.
Nu opdagede vi, at nogle sandheder er mere sande end andre sandheder. Vi græd bitre tårer over angrebet på oplysningsprojektets drøm om lige viden og demokratisk myndighed. Vi satte os til tastaturerne med Wikipedia åben for at fact chekke taler og pressemeddelelser. Vi rev os i håret, da Trump påstod, at solen skinnede på hans indsættelsesdag, når billederne nu tydeligt viste det modsatte. I desperation lånte vi 1984 på biblioteket. George Orwell lærte os (igen), at deres sandhed var meget dårligere en vores sandhed. Tåberne lærte os, at de ikke længere gad købe billet til Legoland.
Boblen og sandheden
Det er desværre alt for let at leve i en medieboble og når sandheden skal frem læser jeg da også langt de fleste nyheder fra venstreliberale medier som New York Times, The Guardian, Atlantic Magazine og The New Yorker. Af og til forsøger jeg dog at bevæge mig ud i andre kroge af internettet for at se, hvad folk egentlig siger og skriver der.
Anledningen til min seneste ekskursion blev Nancy Pelosis åbne brev til sine kollegaer i det demokratiske parti. Her insisterer Pelosi på, at “sandheden om coronakrisen” er demokraternes vigtigste våben i valgkampen mod Donald Trump. Fordi jeg tilhører min generation af undervisere, var min første tanke naturligvis at se brevet som ren form. Det har en ekstremt gennemskuelig brug af retoriske virkemidler og er derfor et oplagt eksempel på politisk retorik til undervisning.
Problemet med Pelosis brev er selvfølgelig fundamentet for indholdet. “Sandheden” er gennem årtier blevet undermineret og politiseret ikke bare af skruppelløse demagoger, men også af akademikere som dig og mig. I det følgende har jeg samlet lidt materiale sammen om sandhedens rolle i den kulturkamp der raser i USA.
Dear Colleague: We Must Insist and Act on the Truth in the Coronavirus Crisis
Dear Democratic Colleague,
This Easter Weekend provided me with a time for deeper prayer and reflection. This is an unbearably sad time with all Americans sharing the same devastating experience: we are grieving for those who have died from the coronavirus, we are fearful for our health and especially the health of our loved ones and we are heartbroken for our children who are unable to be in school and with their friends.
As Americans, we are suffering from pressures of economic hardship. All of us want to resume the precious and beautiful lives that America’s unique freedoms provide. We will overcome this moment, but success requires one fundamental from which all actions will follow: we need the truth. To succeed in this crisis, we must insist on the truth, and we must act upon it!
In order to move forward, we must first understand the truth of what has put us in this position:
The truth is that Donald Trump dismantled the infrastructure handed to him which was meant to plan for and overcome a pandemic, resulting in unnecessary deaths and economic disaster.
The truth is that in January Donald Trump was warned about this pandemic, ignored those warnings, took insufficient action and caused unnecessary death and disaster.
The truth is that Donald Trump told his most loyal followers that the pandemic was a hoax and that it would magically disappear, thus endangering lives and paving the way for economic disaster.
The truth is that we did not have proper testing available in March despite Trump repeatedly claiming that we did; and even now, we do not have adequate tests, masks, PPE, and necessary equipment, which creates unnecessary death and suffering.
The truth is because of an incompetent reaction to this health crisis, the strong economy handed to Donald Trump is now a disaster, causing the suffering of countless Americans and endangering lives.
The truth is a weak person, a poor leader, takes no responsibility. A weak person blames others.
The truth is, from this moment on, Americans must ignore lies and start to listen to scientists and other respected professionals in order to protect ourselves and our loved ones.
Here’s more that is true: the American people want us to work together. In March, Congress passed three bipartisan bills to address this crisis. The first bill passed the House on March 4 and focused on testing, testing, testing.
The truth is, one month later, we do not have appropriate testing. The President continues to obfuscate, saying we have more testing than any other country in the world. The truth is that only 1 percent of Americans have been tested. The failure to test is central to the spread of the virus and its impact on those most vulnerable in our society. The failure to test is dangerous and deadly, and without testing, we cannot resume our lives.
The President has said that we are engaged in a war. Leaders understand that in war, force protection of our troops is the top priority. In this war, force protection means for health care, police, fire, EMS, food and other essential workers to have the protective equipment that they need to save lives without risking their own.
The truth is that we do not have the necessary hospital equipment. Without ventilators and other equipment, our health care workers cannot save the lives of those they serve.
Once we all share the truth of what took place and what is currently happening, including in our minority communities, we can work together to solve these problems.
There are important decisions ahead. We can go forward confident that America, its competent and honest leaders and its people are fully capable of making the right choices and decisions to restore the American greatness that has been squandered.
But if we are not working from the truth, more lives will be lost, economic hardship and suffering will be extended unnecessarily and our children will not be safe, happy and learning. Our future will be healthy and prosperous if we no longer tolerate lies and deceit.
We must recognize the truth, we must speak the truth, we must insist on the truth and we must and will act upon it.
Respectfully and sadly,
NaNCY pELOSI, Presse RElease: April 14 2020
Sandheden og antividenskabsbevægelsen
Viste du at Donald Trumps højre langefinger i virkeligheden er formet som den amerkanske talkshowvært Rush Limbaugh? I hvert fald var Trumps tildeling af USAs højeste civile orden The Presidential Medal of Freedom til Limbaugh i 2019 en fed fuckfinger til hans politiske modstandere.
Limbaugh er vært på et højrekonservativt radioprogram med mere en 6 millioner ugentlige lyttere og er kendt for en aggressiv antividenskabelig kampagne. I 2009 definerede Limbaugh sit ideologiske projekt med udgangspunkt i det, han kalder The Four Corners of Deceit: Government, academia, science and media. Denne skepsis overfor videnskab, regering, medier og akademikere gennemsyrer hele Limbaughs virke fra radioprogrammet til hans Rush Revere-serie af børnebøger om amerikansk historie: “I won’t stop until everyone agrees with me.”
Skepsis i forhold til regering og elite er dybt forankret i amerikansk kultur. Og angrebet på videnskab og forskning har længe været en central del af højrefløjens retorik, hvilket disse artikler fra The Atlantic og videnskabsmagasinet Nature peger på. TV-stationen Fox og mange andre konservative medier kører kampagner der synes designet til at erodere sikker viden og dermed skabe grobund for alternative fakta og konspirationsteorier. Mange blogs og kommentatorer på højrefløjen kører en ret snæver diskurs med udgangspunkt i et bestemt verdenssyn. Se f.eks. denne artikel fra The Federalist med den diskrete titel: Why It’s a Good Thing Coronavirus Will Mow Down Many Colleges:
They do not need a bailout. They need economic pressure. This is a golden opportunity to do what every conservative leader promises to do but never does: reform the education sector. It is not the government’s job to tell a university what to teach, but it is the government’s job to make sure taxpayer money is being spent well.
A lot of teaching can be done online, cutting down the need for elaborate classrooms and lectures. Expendable facilities such as gyms and clubs can be streamlined. For example, while universities might retain a debate club and a football team as they always have, they may not need a transgender support system.
Sumantra Maitra, The Federalist 14. april 2020
Indholdet på webmagasinet The Federalist har i dag ikke meget tilfældes med James Madison og Alexander Hamiltons serie af essays fra 1700-tallet, som under titlen The Federalist Papers skabte grobund for vedtagelsen af den amerikanske forfatning.
Tabet af tillid
I 1976 ramte amerikanernes tillid til medierne et historisk højdepunkt. To år efter Watergate-skandalen havde fjernet Richard Nixon fra præsidentposten udtalte hele 74% af amerikanerne i en Gallup-undersøgelse, at de havde tillid til den dybdeborende journalistik og mediernes udlægning af offentlige sager. Da Donald Trump blev valgt til præsident i 2016 var tilliden derimod historisk lav. Kun 32% stolede ifølge Gallup på medierne . Især republikanerne havde meget lidt til overs for mainstream medierne og kun 14% udtrykte en høj grad af tillid til mediernes fremstilling. Denne polarisering er kun blevet værre over de seneste år. En undersøgelse af medietillid fra Columbia Journalism Review fra 2019 viser, at kun 42% af demokrater mener, at medierne rapporterer uden politisk bias. Derimod mener kun 10% af republikanere det samme. Sandheden er altså i høj grad et spørgsmål om perspektiv.
Der er selvfølgelig mange grunde til den lave tillid. Der er dog ingen tvivl om at polarisering af synspunkter hører til hovedmotiverne. Generelt kan man sige, at den lave tillid til institutioner i høj grad falder sammen med Rush Limbaughs “Four Corners of Deceit”. Siden Watergate er der opstået en række meget aktive konservative medier som udfordrer sandheden. Humanvidenskaber og filosofi har også selv bidraget til at undergrave forestillingen om sikker viden.
Den antividenskabelige bevægelse er heller ikke isoleret på højrefløjen. Mange på venstrefløjen har lignende tendenser viser en artikel fra RealClearPolitics. Andre udtrykker også dyb skepsis overfor mainstream-medierne og frustration over en mangel på fakta, som hæver sig over politisk mudderkastning. I en kronikken Why the Left Can’t Stand the New York Times skriver den selverklærede socialist Amber Lee Frost:
The answer is simple: by literally any measure, the Financial Times is just a better paper. It covers the world as it is—a global battle not of ideas or values, but of economic and political interests.
Compared to the Times, the reporting is usually more in-depth; the reporters generally have more expertise; the coverage is more comprehensive both geographically and substantively; even the op-eds are better (likely because they are far fewer, and they’re not used to pad the paper with “content”—confessionals, puff pieces, listicles—rather than reporting). Most refreshing, the FT does not lose itself in the mire of myopic American culture wars, which very rarely breach the surface of material politics and/or economics.
Amber Lee Frost, Columbia JOurnalism Review (2019)
Netop “den nærsynede kulturkrig” tror jeg er en væsentlig del af forklaringen på det markante tab af tillid i tiden omkring præsidentvalget i 2016. Dengang hævdede mange mainstream medier at rapportere fakta og undersøtte sandheden, men opgav samtidig en årelang tradition for ikke at pege på den ene eller anden præsidentkandidat. Resultatet blev naturligvis at enhver illusion om balanceret/neutral nyhedsdækning gik tabt.
Bleachgate: Solskin og blegemiddel
Kampen om sandheden. Det er nok gået det færreste næser forbi, at Donald Trump i en briefing torsdag d. 23. april, foreslog at behandle coronavirus med intravenøs UV-lys og blegemiddel. I det følgende har jeg samlet eksempler på nyhedsdækningen fra række forskellige medier på tværs af det politiske spektrum. For at lave en slags neutral baseline kan du begynde med at se hele pressekonferencen uredigeret her:
En fuld transkription af pressekonferencen er tilgængelig på regeringens hjemmeside: Remarks by President Trump, Vice President Pence, and Members of the Coronavirus Task Force in Press Briefing
Fredag efter briefingen forsøgte pressesekretæren i det Hvide Hus Kayleigh McEnany at lave damage control ved at hævde, at præsidentens ord blev taget ud af kontekst: White House press secretary says Trump was taken out of context when he suggested on live television that Americans might use disinfectant and light to treat the coronavirus
Og lørdag d. 25. april tog sagen en ny drejning, da præsidenten ved en presseevent i det ovale værelse, så selv hævdede at kommentaren var et sarkastisk spørgsmål til pressen:
A | Fox News
Dækningen på Fox News fokuserer på mediernes dækning af “Bleachgate” og udgiver artiklen “Media erupt over Trump comments on disinfectant and sunlight: Here’s what he said”. Det politiske debatprogram The Five tager sagen fra en humoristisk vinkel.
B | Rush Limbaugh
Rush Limbaugh Donald Trumps “Bleach Incident” ved et pressemøde i det hvide hus torsdag 23. april. (23:30-32:20) og muligheden for at behandle coronavirus med UV-lys. Læg mærke til at Limbaugh taler med stor overbevisning om UV-behandlingen med Healight og bakker sine påstande op med henvisning til det anerkendte Cedars-Sinai hospital i Los Angeles. Limbaugh nævner selv en video han har set om behandlingen. Videoen viser sig at være fra et pressekit udviklet af medicinalvirksomheden Aytu Bioscience og Limbaughs talking points om behandlingen er taget direkte fra virksomhedens egen præsentation.
C | Mark Dice
Den konservative YouTuber Mark Dice har lavet videoen “Wrong Again “Doctor!” med sin personlige udlægning af Trump. Videoen latterliggør alle som er uenige med Trump og pusher en eksperimentel behandling med UV-lys. Mark Dice har 1,55 millioner følgere på YouTube. Du kan også læse den artikel i Wall Street Journal, som Dice henviser.
D | Breibart News
Steve Bannons højreradikale nyhedssite Breitbart News har dette take på historien: UPDATE — Pollak: No, Trump Did Not Literally Suggest People Inject Disinfectant og Donald Trump: Injecting Disinfectants Question Was Sarcasm
E | New York Times
The New York Times har dækket sagen med en række artikler der sår tvivl om præsidentens mentale sundhed: Trump’s Disinfectant Remark Raises a Question About the ‘Very Stable Genius’ og angriber Fox: Fox Didn’t Immediately Challenge Trump’s Disinfectant Remark.
F | MSNBC
Nyhedsstationen MSNBC har kastet sig over kontroversen i fuld attack mode:
