Med et minimalt mekanisk klik lukker Hr Meander døren bag sig. Bange for at vække nogen. Bange for give slip på sin morgenro. Inden for overvejede han at tænde radioen, men fandt, efter et øjeblik, stilheden befriende. Den stilhed som kun eksisterer tidligt om morgenen, når andre sover i huset. Når kun smeden overfor er taget på arbejde, og gaden ligger endnu mere øde hen på grund af den netop forsvundne bil. Nu står han midt i den på en iskold decembervej. Han smiler.
Nogle dage når han går på vejen mellem de blå villahaver, forestiller han sig en anden. En forbipasserende. En vagabond der er kommet herind ved et tilfælde. Han forestiller sig, at han kender menneskene bag hækken, at de måske en dag ville invitere ham indenfor og lade ham få et glimt af deres historier.
De har boet på vejen i lidt over et år. De hilser på naboerne, som virker imødekommende, men alligevel aldrig åbner døren helt. Indimellem taler de om, dengang de boede i byen. Om hvordan forventningerne til naboer var anderledes. Om hvor underligt det er, at en hæk af en eller anden grund inviterer til mere nærvær end en repos, selvom den fysiske afstand er meget mindre. De har en kat. Indimellem har de lyst til at flygte.
Nogle dage ville han gerne vide mere om dem. Citroënmanden overfor – hvordan blev han så betaget af biler? Eller hvordan endte hovedet af den kinesiske stendrage under birketræet lidt længere henne?
Han har set en ældre dame vande blomster og pille ukrudt op derinde. Han forestiller sig, hun er kunstner. Han forestiller sig, at hun som ung har samlet orkideer i junglen på Borneo eller krydset Sahara i en robåd. Han forestiller sig, at vejen er hendes værk, og at han er en del af en langsomt flydende drøm.
Han digter historier for at få tiden til at gå. Han ser sine hænder smuldre og drømmer de bliver til ord.
