Dagene i det tidlige forår, hvor alt, med et, er grønt.
Dagene han læser Virginia Woolf højt for sig selv og lader hver enkelt formulering i Mrs Dalloway forme sin egen vej over
tungen forbi
tænderne gennem
læberne.
Dagene han pakker sine bøger i kasser som tegn på ny frihed.
Dagene frostluften river krystalfingre til blods mod lungernes ru indervægge.
Dagene han mærker en sitrende forandring ca. to centimeter bag og til højre for venstre øje, som gisner han vil betyde blindhed for nye betydninger af kendte ord, hvis han ikke er varsom.
Dagene nabopigens bryster først lader sig ane under trøjen.
Dagene det synes vigtigt at tage skoene af – trods det at manden ved telefonen med al tydelighed signalerer, at smeltevand på gulvet er uden betydning sammenlignet med ønsket om at give røret videre.
Dagene hun fortæller, der ikke er nogen hjertelyd.
Dagene hans bror bemærker, at han er iført den samme trøje til begravelsen, han har købt tre dage forinden, fordi det er december og han er taget hjemmefra uden frakke.
Dagene det sner i maj.
Dagene han endelig føler sig sikker på at forstå Rimbaud.
Dagene han ikke gør.
Noget som helst.
Dagene han sætter spor.
Hvor som helst.
Dagene der kryber langs rygraden i pinefulde isninger som overskårne nervetråde strøget den forkerte vej.
Dagene demokratiet synes endeløst.
Dagene der skyder tiden i stykker med hårde digte på fnuglette sidesamlinger læst baglæns ind i meningens modsatte rytme uden antydning af semantisk konsekvens.
Dagene henslængt i The Orchard med drømme om te, scones og Wittgenstein.
Dagene i en verden før sin tid.
Dagene uden længsel.
Dagene han vil give hvad som helst for kun at elske én.
Honningdagene.
Snerredagene.
Kinamandschancedagene.
Dagene med langsigtede antydninger.
Hundedagene.
Glammer.
