For omkring et år siden prøvede jeg Omm-writer for første gang. Det viste sig at være en mindre revolution i måden at opfatte tekstbehandlingsprogrammer. Omm-writer er nemlig, i modsætning til f.eks. Microsoft Word og Open Office, et program som er bygget op med fokus på skriveprocessen, og ikke, som (f.eks.) Microsoft Word, et fysisk overgreb af halvhjertede redigerings- og DTP-muligheder. Desværre findes Omm-writer kun til Mac, så jeg har siden været på udkig efter et alternativ, som fungerer på andre platforme.
I dag faldt jeg over et fint lille program kaldet FocusWriter, der umiddelbart opfylder mine behov. Grundtanken bag både FocusWriter og Omm er, at forstyrrelser er den største forhindring for at skrive effektivt. Derfor skaber skriveprogrammerne en rolig arbejdsflade, som skærmer den normale brugerflade af og forhindrer blinkende emailikoner, skrivebordswidgets og tillokkende internetbrowsere i at bryde ind i skriverummet.
Brugerfladen på FocusWriter kan styles individuelt efter brugerens ønsker og er ellers barberet ned til det basale med nogle få enkelte redigeringsmuligheder. Filer gemmes i .txt- eller .rtf-format. Under overfladen gemmer FocusWriter på adskillige anvendelige features, f.eks. Live Statistics, der giver brugeren information om skriveprocessen. Derudover giver programmet mulighed for at motivere brugeren ved definere daglige mål.
Lækkerheden til forskel
På den grundlæggende funktionalitet adskiller FocusWriter sig ikke væsentligt fra Omm-writer. Når det så er sagt, kunne standardindstillingerne i FocusWriter godt være mere indbydende og det ville være fedt med bare et par forskellige temaer at vælge imellem. Er du ikke lige til den ensartede grå, der er standard på arbejdsfladen, så kræver det altså lidt arbejde at gøre FocusWriteren inspirerende. Derudover savner jeg muligheden for at ændre størrelsen på skriveområdet ved at trække i hjørnerne. Ligesom tilvalget af tastaturtoner og stressdæmpende musik giver Omm-writeren en ekstra dimension.
Indvendingerne hører dog til i småtingsafdelingen. Har du først investeret de ekstra 10 minutter og sat brugerfladen op til dit behov, er FocusWriter et velfungerende, overskueligt værktøj, som gør præcis det, det skal, nemlig, at facilitere en effektiv skriveproces.