Kunst

Den store bjørn – Simon Patterson Revisited

”I like disrupting something people take as read’, siger kunstneren Simon Patterson om sit værk The Great Bear (Den Store Bjørn) fra 1992. I en serie litografier baseret på Harry Becks ikoniske kort over The London Underground udskifter Patterson stationernes navne med  ingeniører, filosoffer, opdagelsesrejsende, planeter, journalister, fodboldspillere, musikere, filmskuespillere, italienske kunstnere, sinologer, komikere og “Louis” (franske konger).

Titlen Den Store Bjørn er en ironisk reference til stjernebilledet og det faktum, at Patterson ved at arrangere velkendte meningsdanneres og trendsætteres navne grafisk skaber sit eget stjernebillede. Samtidig stiller Den Store Bjørn spørgsmålstegn ved det rationelle i menneskets tendens til at opfatte kort og diagrammer som objektive sandheder.

Pattersons værk forstyrrer forholdet mellem realitet og fiktion, virkeligheds- opfattelse og illusion. Og derved etablerer Den Store Bjørn sig som en legesyg forlængelse af det ikoniske i Harry Becks oprindelige design. Kortet over Londons transportsystem har forlængst forladt sin en-dimensionelle praktiske betydningssfære (som guide for rejsende fra en destination til en anden) og er trådt ind i de fleste menneskers bevidsthed som et ikon.

En del af Pattersons ærinde er derfor at flytte fokus fra det ikoniske til det processive niveau, hvor beskuerens sanser tvinges fra automatisk genkendelse af undergrundskortet til reflektion over tegnenes vilkårlighed – nye konstellationer af menneskeskabt information.

Læs meget mere om Simon Patterson og Den Store Bjørn på Tate Moderns website

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *