“Good choice,” smiler den cybergotisk udseende ekspedient i en mindre Waterstones nær Picadilly Circus. Jeg har netop placeret Mark Z. Danielewskis House of Leaves på disken foran hende og er nu i færd med at gennemsøge adskillige jakke- og bukselommer efter mit Visakort. Transaktionen og en kort udveksling af almindelige enighedspunkter om Danielewski senere står jeg påny på gaden foran butikken og har mest lyst til straks at finde en Starbucks, en park og en bænk med læsero. Men må dog hurtigt se i øjnene at en fire-dages studietur med kollegaer til London nok ikke er det mest oplagte tidspunkt at give sig i kast med et af de sidste 20 års mest sælsomme litterære fænomener.
House of Leaves er nemlig intet mindre end et litterært fænomen. Midt i 1990’erne begyndte manuskriptet at cirkulere i form af en bunke løseligt sammensatte papirark, hvoraf løsrevne fragmenter fra tid til anden dukkede op i obskure afkroge af internettet, hvor det umærkeligt samlede en dedikeret skare af fans blandt musikere, strippere, tatovører, kunstnere og universitetsstuderende. Siden blev manuskriptet redigeret og udgivet i samlet form og Danielewskis roman er blevet en kultklassiker, som til stadighed diskuteres på hunderedevis af debatfora og websites. En hurtig Google af titlen giver i omegnen af 45.000.000 hits.
Space, no wait, SPATIAL oddity
Humlen er naturligvis, at House of Leaves er en bog som udfordrer sin læser på alle planer. Udgangspunktet for historien er et hus beliggende på Ash Tree Lane, som er større indeni end udenpå. Denne arkitektoniske omstændighed er i sig selv rimelig fucked up, ontologisk set, men ikke bliver mindre problematisk af, at de områder, der eksisterer inde i men ikke uden på huset, og som sådan er en fysisk/ontologisk umulighed, indeholder et fravær af rum, der langsomt etablerer sig som et foruroligende nærvær for bogens karakterer.
Hvis Pandoras æske var kinesisk
ville den hedde House of Leaves. Når den ontologiske umulighed som er bogens kerne (er kerner ikke også blevet splittet?) kombineres med et fortælleteknisk kaninhul af kinesisk-æskestrukturer (som muligvis også er større indeni end udenpå), så er grundlaget skabt for et større mind fuck end den gængse læser umiddelbart kan overskue. Der i bogens gåde og dragende kraft.
Lad mig kort skitsere strukturen. En fortæller, som kalder sig selv Johnny Truant, kommer i besiddelse af manuskriptet til et kritisk værk, skrevet af en afdød ældre herre ved navn Zampano. Zampanos værk handler om en tilsyneladende fiktiv dokumentarfilm med titlen The Navidson Record. Truant, som ifølge egne forklaringer ikke er særlig troværdig, begynder at kommentere på Zampanos værk, der som udgangspunkt overholder akademiske konventioner for korrekt annotering (bortset fra at det meste af den sekundær litteratur der henvises til er lige så opdigtet, som den dokumentarfilm, Zampanos kritik hævder at beskæftige sig med. Truants fodnoter overholder ingen sådanne konventioner og udvikler sig narrativt i forhold til hans egne oplevelser i Los Angeles med vennen Lude. Udover disse to fortæller-niveauer, som er på en gang synes hierakiske, parallelle og digressive, har en anonym redaktion (der omtaler sig selv som “Ed.”) bearbejdet manuskriptet. Denne redigering er f.eks. ansvarlig for, at Truants kommentar er sat med en anden font end Zampanos oprindelige noter. “Ed.”-instansen stemmer måske eller måske ikke overens med de “Editors” som indleder bogen med en note om udgivelsens historie, da der her i princippet lige så godt kan være tale om en reel redaktionel note til den fysiske bog, læseren har i hånden. Ved at bevæge sig på flere narrative planer demonterer bogen effektivt enhver skelnen mellem fiktion og realitet og indsætter i stedet en form for relativ sandsynlighed uden nogen fast kerne.
Forvirret? House of Leaves kaster fra starten al prætention om at eksistere på læserens præmisser bort med anslaget: “This is not for you.” Jeg er indtil videre nået til side hunderede. Det er måske nok ikke for mig, men det er helt sikkert fantastisk. To be continued.
