Anmeldelser, Indie

Smuk solodebut fra Torsten Larsen

Nærværende produktion og myriader af meningsskabende detaljer er normalt varemærket hos Larsen & Furious Jane. Og selv om det meste er væk på denne samling af low-fidelity demos, sætter den skrabede produktion på The Big Payoff en tyk streg under Torsten Larsens format som sangskriver.

Et sted i Samuel Becketts roman Molloy nægter hovedpersonen kategorisk at kalde sin elskede cykel bike fremfor bicycle. At gøre det ville være at ødelægge en del af deres indbydes relation. At udvise manglende en respekt for forbindelsen mellem ordene og tingene, hvor forkortelsen i sig selv vil erodere det, den betegner, og dermed være med til at gøre den fysiske gentand fattigere.

Samme fornemmelse får man ved første øjekast på coveret til The Big Payoff. Alt fra skrivemaskinefonten til den kaffeplettede hvide baggrund til det grynede polaroidbillede af Mr. Larsen selv emmer af skitse, proces og lo-fi attitude.

Og så er der lige undertitlen: A collection of Low-Fidelity Demos 2005-2008, hvor lo-fi forkortelsen helt bevidst er fravalgt, fordi Low-Fidelity ikke står som en genrebetegnelse, men en nødvendighed for at opretholde relationen mellem ordene og tingene. Sangene er det de er ikke i kraft af produktionen men på trods af den.

Involuntary Samba
Smukke er de sangene på The Big Payoff, som fanger Torsten Larsen der, hvor han er stærkest; i balancen mellem lysende melodier og et tekstunivers fuld af ironi, afmagt, raseri og mørke. Som på Zen Zucker dvæler Larsen på beskrivelsen af en samling menneskelige eksistenser, som konstant er spændt ud mellem uforenelige poler, dømt til en ufrivillig samba gennem et stadig mere kynisk politisk univers, hvor forstillelse og grådighed styrer.

Numrene på The Big Payoff beskriver meget godt den udvikling Larsen & Furious Jane har været igennem i årene mellem Tourist with a Typewriter og Zen Zucker, hvor en polerede alt.country er skiftet ud med kulsort støjende indierock. De to stilarter står side om side på den glimrende akustiske ballade ’Surrender’, der bringer mindelser om Larsen & Furious Janes tidligere fortolkninger af traditionals, og den grumt skurrende ’A Fool’s Errand’.

Centralt på albummet står Torsten Larsens uforlignelige evne til at vride gode melodier ud af selv de mest kringlede tekster og skarpe blik for absurditeterne i 00’enernes verdensorden, som stilles til offentligt skue på nummeret ’More there’, der sammen med ’A Fool’s Errand’ og ’Vietnamese Pool Boy’ fra Zen Zucker udgør Larsens samlede katalog af protestsange.

Skitser i mol
Hvor støjen på Zen Zucker bliver et integreret kompositorisk element som i de bedste øjeblikke løfter sange og tekster til et andet niveau, understøtter den flossede produktion på The Big Payoff billedet af en sangskriver og et band under forvandling. Skitser i mol skabt med forhåndenværende midler.

The Big Payoff – A collection of Low-Fidelity Demos 2005-2008 kan hentes gratis på larsenandfuriousjane.com

Published by Morten Mølgaard

cand.mag i engelsk og dansk, litteraturnørd og formidler.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *