Upålidelige fortællere og hvordan du fanger dem

Begrebet “den upålidelige fortæller” får det nok til at krible lystent i fingrene på de fleste dansklærere. Der er altid noget fantastisk ved at opdage, at verden ser helt anderledes ud end man umiddelbart troede og at den uskyldige kuffert i hånden på Newt Scamander indeholder en zoologisk have af besynderlige væsner. Men hvad sker der med vores forståelse af tekster, når fortælleren fører os bag lyset? Og hvordan opdager vi, at han gør det?

I denne artikel møder du 3 forskellige tilgange til begrebet upålidelighed og skitsen til et undervisningsforløb om den upålidelige fortæller i fiktionstekster af forfatterne:

• St. St. Blicher
• Pia Juul
• Svend Aage Madsen
• Bjørn Christensen
• Martin A. Hansen
• Ida Jessen.

Forløbet om upålidelighed i litteraturen kan med fordel bruges som optakt til Ondskabens renæssance – værklæsning af Pär Lagerkvists roman Dværgen (1944).

Et andet godt tip er at gemme Blicher til 3.g. På den måde kan forløbet om upålidelige fortællere også bruges som repetition af 1800-tallets biedermeier, romantisme og poetisk realisme eller det moderne gennembrud.

Hvad er upålidelighed?

I bogen The Rhetoric of Fiction (1961) introducerer den amerikanske litteraturforsker Wayne C. Booth denne definition af upålidelighed i litteraturen:

“For lack of better terms, I have called a narrator reliable when he speaks for or acts in accordance with the norms of the work (which is to say, the implied author’s norms), unreliable when he does not”.

wayne c. booth, the rhetoric of fiction (1987)

Booths definition er temmelig problematisk, fordi den er baseret på nogle begreber og værdier, som er meget svære at anvende i praksis. Jeg bliver stadig helt træt ved tanken om de endeløse diskussioner forestillingen om en “implicit forfatter” medførte på litteraturstudiet. Og hvad er en teksts “normer” egentlig?

Derfor kan jeg også bedre lide de teorier om den upålidelige fortæller, der opfatter upålideligheden som en funktion i teksten. Kort sagt: Fortælleren fører os bag lyset og det meningen at vi skal opdage det. Derfor indeholder teksten en række spor eller ledetråde, som får læseren til at indse, at fortælleren ikke siger (hele) sandheden.

I TV-serien Lie to Me afslører Dr. Cal Lightman (Tim Roth) og hans team af psykologer løgnere på baggrund af studier af “microexpressions” i klienternes ansigtsudtryk. Noget lignende kan man sige er sprogligt på spil, når man skal afsløre en upålidelig fortæller i en tekst.

Tænd løgnedetektoren

På Roskilde Universitetscenter arbejder Simon Borchmann med det han kalder “peripetiske tekster” eller tekster med omslagspunkt. I Borchmanns analyse er upålidelighed en sproglig funktion, som gradvis leder læseren frem til erkendelsen af at fortælleren taler usandt. Borchmann bruger begreberne “katalysatorer” og “inhibitorer” on denne funktion. Katalysatorer er de omtalte ledetråde eller spor, som sår mistanke om fortællerens troværdighed. Inhibitorer (vildspor) er derimod de dele af teksten, som modvirker mistanken. Som i enhver god krimi skal læseren jo kunne afsløre morderen, men det er kedeligt, hvis det er alt for nemt og derfor skal teksten indeholde både spor og vildspor.

Borchmann arbejder med to begreber, som han kalder “tillidens og mistankens hermeneutik”. Idéen er at læseren som udgangspunkt har tillid til at den historie hun læser er sand. På et tidspunkt i læsningen bliver mængden af ledetråde (katalysatorer) dog så høj, at hun gennemskuer fortællerens upålidelighed. Dette kalder Borchmann for “det peripetiske punkt” eller tekstens omslagspunkt.

Omslagspunktet tvinger læseren til at fortolke teksten forfra og altså forstå historien ud fra den antagelse, at fortællerens skildring ikke er troværdig.

Sådan spotter du en upålidelig fortæller

Selvom Borchmanns teori er relevant, synes jeg hans begrebsapparat tit er for svært tilgængeligt på gymnasieniveau. Derfor kan jeg bedre lide Greta Olsons mere jordnære begreb “upålidelighedsmarkører”, som mere eller mindre dækker over det samme. I sin artikel om upålidelighed peger Olson på syv typer af “ledetråde”, der skal få løgnedetektoren til at bippe:

1: paratekstuelle elementer som titler og undertitler
2: uoverensstemmelser mellem fakta, og selvmodsigelser i fortællingen
3: grammatiske og stilistiske afvigelser begået af fortælleren
4: konflikter mellem fortællerens beskrivelse af sig selv og andres beskrivelse af ham
5: modstridende elementer i fortællerens tale og handling
6: andre karakterers dialog og kropssprog
7: syntaktiske signaler fx ellipser og gentagelser

Greta olson, reconcidering UNreliability: fallible and untrustworthy narrators (2003)

Jeg-fortællere er ikke altid upålidelige

Det er en udbredt misforståelse blandt elever, at jeg-fortællere altid er upålidelige. Den slags fortællere er selvfølgelig pr. definition subjektive – vi oplever jo verden gennem deres tanker og sanseapparat. Men det gør dem ikke upålidelige. Man kunne lige så godt sige, at du altid taler usandt, fordi du opfatter verden på en bestemt måde.

Netop det peger Greta Olson på, når hun skelner mellem “fejlbarlige” (fallible) og “utroværdige” (untrustworthy) fortællere. Der er med andre ord mange grunde til at en fortæller kan være upålidelig.

Seks typer af upålidelighed

I deres studie af Kazuo Ishigurus roman The Remains of the Day (1989) kommer James Phelan og Mary Patricia Martin frem til 6 forskellige typer af upålidelighed som de placerer på 3 akser:

1. Fakta og kendsgerninger
   1. Fejlrapportering (Fortælleren lyver og laver faktuelle fejl (Eks: Præsten i Sildig Opvaagnen))
   2. Underrapportering (Fortælleren siger mindre end han/hun ved. (Eks: jeg-fortælleren i ‘Være med’))
2. Etik og værdier
   1. Fejlvurdering (Fortællerens særegne verdensopfattelse får ham/hende til at vurdere situationer og personer på en bestemt måde (Eks: Johannes Vig i Løgneren og Butleren Mr Stevens i The Remains of the Day))
   2. Undervurdering
3. Viden og perception
   1. Fejlfortolkning (Fortælleren tolker situationer og begivenheder forkert på grund af uvidenhed eller begrænset opfattelsesevne (Eks: Pigen i “Blomsterbørnene”)
   2. Underfortolkning

Se mere i præsentationen: “Hvordan forstår vi tekster”.

Den upålidelige fortæller – forløbsplan

Kernetekster

Steen Steensen Blicher, “Sildig opvaagnen” in Litteraturens Huse (Novelle, 1828 – kanonforfatter)
Svend Aage Madsen, “Manden der opdagede at han ikke eksisterede” in Manden der opdagede at han ikke eksisterede (Novelle, 2007).
Pia Juul, “Være med” in Af sted, til stede. (Episode, 2012)
Marina Cecilie Roné, “Blomsterbørnene” in Blomsterbørnene. (Novelle, 2006)

Forslag til værklæsning

Bjørn Christensen, Jeg er gråhvid. (Roman, 2018)
Martin A. Hansen, Løgneren (Roman, 1950)
Pär Lagerkvist, Dværgen (Roman, 1944)

Sekundærlitteratur

Fortællerforhold in Textanalyse, iBog, Systime. http://textanalyse.systime.dk
Litteratursiden: artikler om Steen Steensen Blicher og Svend Aage Madsen.
Baggrundsmateriale til læreroplæg om narratologi
Wayne C. Booth, The Rethoric of Fiction. University of Chicago Press, 1961.
Simon Borchmann, Funktionel tekstteori og fiktivt fortællende tekster med refleksiv funktion. Disputats, Roskilde Universitetsforlag, 2005.
Stefan Iversen, “Narratologi” in Johannes Fibiger et al, Litteraturens tilgange. Gyldendal, 2005.
Phelan, J & Martin, M. P (1999): ”Weymouths” Lektioner: Homodiegesis, upålidelighed, og Resten af Dagen in Iversen, S & Nielsen H. S. (2004): Narratologi. Århus, Århus Universitetsforlag.: 137-165
Olson, Greta (2003): Reconsidering Unreliability: Fallible and Untrustworthy Narrators. I Narrative 11. no. 1: 93-109

Fokuspunkter

Fortællerforhold, komparativ analyse, upålidelighed, litteraturanalyse, nykritisk læsning, præcision i mundtlig fremlæggelse og faglige begreber, elevoplæg.

Lektionsoversigt

1. Introduktion til upålidelighed, typologier og peripetiske tekster. Hjemmearbejde: Intet. Øvelse: Nærlæsning af Pia Juuls “Være med” med fokus på fortælleren, upålidelighedsmarkører, tillidens og mistillidens hermeneutik. Metarefleksion over analysemetode.
2. Sildig opvaagnen af St. St. Blicher (time 1/3): Hjemmearbejde: Hele teksten skal læses inden timen + elevoplæg om forfatteren (frivillig). Fokus på personkarakteristikker af hovedpersonerne; cirkler og trekanter – det sociale spil i byen; biedermeier og poetisk realisme.
3. Sildig opvaagnen af St. St. Blicher (time 2/3): Fokus på jeg-fortælleren, de sekundære fortællere, brevet og løjtnantens beretning. Upålidelighedsmarkører. Trekantsdramaet – romantismen
4. Sildig opvaagnen af St. St. Blicher (time 3/3): Fokus på fortolkning af novellen. Mistilledens hermeneutik, den implicitte forfatter vs. jeg-fortælleren. Hvilken type upålidelig fortæller har vi med at gøre? Metarefleksion over analysemetode.
5. Manden der opdagede at han ikke eksisterede (time 1/2): Hjemmearbejde: Hele novellen læses til første gang + elevoplæg om forfatteren. Postmodernisme og udsigelsens relativitet Personkarakteristik, fortælleren, tillidens og mistillidens hermeneutik.
6. Manden der opdagede at han ikke eksisterede (time 2/2): Hjemmeopgave: Find tre upålidelighedsmarkører. Fokus: det peripetiske punkt, den reviderede fortolkning. Perspektivering til Juul og Blicher.