Peter tager afstand fra engle. Andreas, hans ven, antager, at Peters afstandtagen er af manglende ansvarsvane. Mest af alt elsker Andreas vanter med kantede elefanter; hans elsker dem langt mere end traner, men mener da, at traner er mere elegante. Vennerne endevender hver en tangent, mens de snakkende vandrer langs havets kant. Her kalder hvalen Svante dem hen. Han leverer madder med laksefarvet tartar, bagte tavlesvampe, en alterkalk med saftevand. Mens Svantes havhjem brager bagved smager mest Peter derefter Andreas Svantes medbragte mad. “Har man kanske en anelse salt?”
Hvalen Svante taler, taler, atten planlagte attentater, markant afstandtagen fra engle. Mens Svante rabler, snapper Peter begejstret efter vejret, men Andreas raser. Svantes verbale kampagner lader traktater vakle. Angrebsparate arméer hentes. Pansrede betjente rammer hvalen med skarpladte vandkander. Medsamt markant magtanvendelse fjerner de hvalen fra strandbredden. Magthaverne klapper. Andreas vader alene fra land. Peter tager atter afstand, mens Svante fra cellen vrager vanter med kantede elefanter.
Tante Agnete danser glad henad stranden, rammer en aflagt badeand, vakler, famler, falder. Andreas redder hende ganske galant, mens hans venskab med Peter brat ender. Peter betragter hvalen Svante. Hans bedste mest markante tankependant. En Cellekammerat. En sand tandhval. “Narhval”, snerres der lavt et sted. Han fremdrager et kamera med atten gram TNT. Her ender den verden mennesker kender. Men Agnete danser med Andreas.
